ECSWR-2021 i Bukarest

Projektgruppen deltager på konferencen 10th European Conference for Social Work Research (ECSWR) 2021, der strækker sig fra 5. til 7. maj 2021 i Bukarest, Rumænien.

Se konferencens fulde program her: https://www.ecswr2020.org/files/downloads/ECSWR2021-Preliminary-Program.pdf

Fakultet for Sociologi og Socialt Arbejde ved Bukarest Universitet er vært for dette års konference, hvor hovedtemaet er ”Forskning i Socialt Arbejde: Bidrag til innovation indenfor praksis, policy og social udvikling”. Med oplægsholdere fra hele verden vil det på konferencen blive diskuteret, hvordan den brede vifte af metodologi og epistemologi, der eksisterer indenfor socialt arbejde, kan skabe innovation i praksis, policy og social udvikling.  Det vil desuden blive belyst, hvad denne variation af forskellige tilgange betyder for innovation og dens effektivitet, implementering og muligheder i forskellige regionale og kulturelle kontekster – både i og udenfor Europa.

Oplæg på konferencen

På årets ECSWR-konference deltager forskningsgruppen med to oplæg: “‘Tear down the; walls’ – The challenges of supporting NEETs with symptoms of anxiety and depression in Danish municipal jobcenter services” ved Inge Storgaard Bonfils, Thomas Mackrill samt Stella Mia Sieling-Monas samt “Making use of fidelity reviews in implementation and impact evaluations of Supported Employment interventions” ved Stella Mia Sieling-Monas og Inge Storgaard Bonfils. Begge oplæg finder sted torsdag d. 6. Maj.